”Vi er glade for den tillid, som vores investorer har vist os. Kapitalen giver os mulighed for at udvide og vokse yderligere både nationalt og internationalt”, siger Jens Sørensen, adm. direktør og medstifter hos Kontolink.
Og der er grund til at være glad i den danske SaaS-virksomhed, efter at en investeringsrunde kastede i omegnen af en million euro af sig, som nu skal bruges til yderligere produktudvikling og til at styrke salgs- og marketingaktiviteter.
Virksomheden, der er hjemmehørende i København med 21 ansatte, har i skrivende stund mere end 3000 kunder, der udover Danmark holder til i Storbritanien og i Tyskland.
De investorer, der har skudt penge i virksomheden tæller blandt andet Pento-stifteren, Jonas Bøgh Larsen, Kim Sneum Madsen, adm. direktør i Umbraco, og Mogens Abel-Bache, CPTO hos Siteimprove.
Jens Sørensen er da også optimistisk omkring fremtiden og mener, at Kontolink har potentiale til at blive blandt branchens bedste.
”Vi er meget ambitiøse, og vi vil fortsætte med at investere i machine learning og data-science for fortsat at kunne tilbyde vores kunder det bedste produkt til automatisk bogføring, der er på markedet.”